Gløgg med rom, vodka og Calvados

Gløgg med rom, vodka og Calvados

Opskrift fra dr.dk

Essens:

1.25 l kraftig rødvin (fx Merlot)
1.75 dl Calvados
1.75 dl Vodka
1.75 dl Mørk rom
325g brun farin
25g allehånde (hel)
25g kanel (hel)
12g nellikker (hel)
12g kardemomme (hel)

Tilbehør:

150 g sultana rosiner
300 g mandelsplitter
3 dl hvid portvin
4 dl appelsinjuice
4 l rødvin
2 dl hvid portvin
2 dl mørk rom
1 spsk. honning
1 stk. appelsin (økologisk)

Fremgangsmåde:

  1. Først laver du din essens. Rødvin og krydderier blandes i en gryde, der varmes til 65-70 grader, så det damper kraftigt. Sluk for gryden, læg låg på og lad blandingen stå i et par timer.
  2. Nu tilsættes calvados, vodka og mørk rom hvorefter der røres rundt og herligheden filtreres. Essensen, der nu er på cirka 30 procent alkohol lægges på et gammelt Bourbon Hogshead romfad fra Flor de Caña i Nicaragua hvor den lagrer i to år. Hvis man ikke lige ligger inde med et romfad og ikke kan vente to år, kan gløggen også sagtens drikkes uden lagring! Den vil dog ikke være lige så afrundet og kompleks i smagen.
  3. Sådan laver du gløggen færdig: Læg rosiner og mandler i blød i den hvide portvin en dags tid inden gløggen skal serveres.
  4. Når gløggen skal laves, blandes essensen 1 til 1 med rødvin. Der tilsættes også appelsinjuice samt en skvæt hvid portvin.
  5. Varm gløggen til serveringstemperatur. NB: Den må aldrig komme over 70 grader, for så fordamper alkoholen! Smag til med mørk rom og honning.
  6. I glassene fordeles rosiner og mandler, og en lille skive appelsin tilsættes. Hæld gløggen over og server straks.